Økonomiservicecentret har i løbet af foråret og sommeren 2009 arbejdet med strategien for centret, herunder vores hovedudfordringer og de tiltag, som skal sikre, at vi bliver endnu bedre til vores arbejde. Visionen er at ØSC på længere sigt skal være Danmarks mest effektive og attraktive løn- og økonomiservicecenter.
Strategien har et sigte på 1 til 3 år, fordi prioriteringer og delmål er nødvendige for at skabe en realistisk og farbar vej til dette overordnede mål i en så stor forandringsproces.
Økonomiservicecentrets strategi bliver fremover kommunikeret via fem målsætningskort – et for hver målsætning. De beskriver målsætningen og de konkrete initiativer, som ØSC har sat i søen for at sikre, at vi opfylder målene. De fem målsætninger er:
• Høj effektivitet
• Høj medarbejdertilfredshed
• Høj driftssikkerhed
• Høj kundetilfredshed
• Høj kvalitet.
Kortene justeres løbende
Målsætningskortene skal sikre, at medarbejdere og kunder undervejs i forandringsprocessen kan orientere sig om nye initiativer. Der vil derfor ske en årlig opdatering af strategi og målsætninger, mens konkrete initiativer løbende justeres. Det er således meningen, at medarbejdere og kunder skal kunne se vejen til visionen om at blive Danmarks mest effektive og attraktive løn- og økonomiservicecenter.