Regnskab 

 
Økonomiservicecentret vil i fremtiden varetage de transaktionelle opgaver vedrørende bogholderi- og regnskab for Navision Stat-institutioner i centraladministrationen. Det svarer til, at man samler ca. 55 procent af de nuværende økonomiadministrative opgaver. 
 

De lokale bogholderi- og regnskabs opgaver

Selv om Økonomiservicecentret kan anses for en faglig styrkelse af bogholderi– og regnskabsområdet, udfordrer den ændrede organisering dog også mulighederne for at realisere omkostningsreformen, hvis der ikke bliver taget højde for de nye afhængigheder mellem budget og regnskab.
 
Der vil således fortsat være behov for regnskabsmæssige kompetencer i de decentrale enheder. Der er dog først og fremmest tale om kompetencer på beslutningsniveau. Denne opgavefordeling er kendt fra de eksisterende fællesskaber, som eksempelvis KUMADM. 
  

Fremtidig systemunderstøttelse

Navision Stat vil være det centrale kernesystem for centret. Der findes i dag et meget stort antal individuelt tilpassede versioner af Navision Stat. I forbindelse med implementeringen af den foreslåede løsning på bogholderi- og regnskabsområdet, vil institutionernes lokalt tilpassede udgaver af Navision Stat blive erstattet med det lavest mulige antal af fælles Navision Stat-varianter. Disse varianter vil basere sig på det bedste af institutionernes udvikling.