Udfasning af papirlønsedler i SLS Den 27. august 2009 Fra og med 1. lønkørsel i oktober 2009 skal papirlønsedler udskrives og distribueres i den enkelte institution. Den 30. juni blev det udmeldt, at Økonomistyrelsen ophører med central print og distribution af papirlønsedler den 1. oktober 2009, og at der som konsekvens heraf, er udviklet en ny facilitet i SLS. Faciliteten gør det muligt lokalt at hente og printe lønsedler for flere lønmodtagere på én gang. I forbindelse med denne nyhed, har vi fået flere henvendelser. Derfor vil vi gerne præcisere, hvad konsekvensen er. Når Økonomistyrelsen ophører med central print og distribution af papirlønsedler den 1. oktober (fra og med løngeneration 11/09 - 1), ophører også de aftaler institutionerne har om automatisk opsætning af indikator på de lønmodtagere, der skal have udskrevet en papirlønseddel. Herefter skal institutionerne selv foretage en manuel markering på lønmodtagerregistrene, når der er brug for udskrivning af lønsedler, fx til langtidssyge, afskedigede eller ved udbetaling af efterløn ved dødsfald. Det vil fortsat være muligt at printe én lønseddel ad gangen ud fra lønnummer. Når der er tale om personer med en udenlandsk adresse, personer med fiktive cpr-numre eller hvis der er tale om efterindtægter, vil Økonomistyrelsen sørge for automatisk opsætning af markering på både nuværende og fremtidige lønmodtagerregistre. Det betyder, at de nævnte lønmodtagerregistre altid vil være omfattet af den nye facilitet vedr. lokal udskrivning af lønsedler. For de medarbejdere, som endnu ikke modtager digitale lønsedler i eBoks, kan det lokalt ændres i lønregisteret. På Økonomistyrelsens hjemmeside ligger informations- og vejledningsmateriale i brugen af www.e-boks.dk og oprettelse af digital signatur. Du kan læse mere om den nye facilitet i SLS her (pdf). For flere oplysninger kontakt Økonomistyrelsen, Rådgivning og Support oesrs@oes.dk eller tlf. 33 92 90 33.