Opdatering om CSC konflikt og SLS-drift – timelønskørsel i juni

31-05-2011

Konflikten mellem it-leverandøren CSC og fagforbundet PROSA er endnu ikke løst, hvilket bevirker at der er en øget risiko for, at driften af Statens Lønsystem (SLS) bliver berørt.
 
Økonomistyrelsen forventer, at CSC leverer drift i forhold til de indgåede kontrakter, hvilket vil sige at timelønskørslen (1. lønkørsel) forventes afviklet normalt d. 6. juni.
 
Skulle dette ikke blive tilfældet, må institutionerne i værste fald forberede sig på et betydeligt manuelt arbejde.

Økonomistyrelsens nødprocedure, som vil kunne anvise et a conto beløb til statens ansatte, kan kun håndtere den sidst kendte faste løn, altså den normale månedsløn, der beregnes og anvises i månedslønskørslen (2. lønkørsel). En automatisk a conto udbetaling fra timelønskørslen er ikke mulig.
 
Hvis timelønskørslen ikke kan afvikles, skal institutionerne altså - i det omfang det vurderes nødvendigt - manuelt beregne og anvise et a conto beløb svarende til de efterreguleringer og variable ydelser, der ville være blevet udbetalt, hvis kørslen havde fundet sted planmæssigt.
 
Økonomistyrelsen vil fortsat løbende informere om driftsstatus på SLS via de normale SLS kommunikationskanaler (hjemmeside og nyhedsbrev). Her vil rammerne for en evt. nødprocedure til acontoudbetaling af den faste månedsløn også blive beskrevet yderligere.
 
Økonomistyrelsen følger situationen tæt og vil løbende kommunikere når ny viden foreligger, men kan desværre på nuværende tidspunkt ikke uddybe ovenstående nærmere. Vi beder derfor om, at I ikke retter spørgsmål til os vedr. nødproceduren, men at I i stedet følger med i kommunikationen via de normale kanaler.
 
Særligt for kunder i Statens Administration (SAM)
SAM-kunder skal fortsat indrapportere som hidtil. Det er alene SAM Løn der foretager acontoudbetalingerne, stop af løn mv. Såfremt at ændrede procedurer bliver iværksat, vil informationen ske direkte fra Statens Administration til kunderne.