Økonomistyrelsen orienterede i starten af maj om en aktuel arbejdskonflikt mellem it-leverandøren CSC og fagforbundet PROSA, som bevirker, at der er en øget risiko for at driften af Statens Lønsystem (SLS) bliver berørt.Situationen er uændret siden sidste udmelding, hvorfor vi forventer, at CSC leverer drift i forhold til de indgåede kontrakter, og forventer derfor også at lønkørslen d. 18. maj og pensionskørslen d. 23. maj bliver afviklet hos CSC som normalt.
Grundet konflikten er der dog risiko for, at der kan opstå uregelmæssigheder i forbindelse med lønkørslerne, som betyder at brugerne af SLS skal være forberedte på, at nogle procedurer eller arbejdsgange i yderste konsekvens skal håndteres manuelt i tiden mellem den 18. og den 31. maj. Det vil være hensigtsmæssigt, at være forberedt på dette i tilrettelæggelse af vagt- og ferieplaner.Hvis en iværksættelse af ændrede arbejdsgange bliver aktuelt, vil Økonomistyrelsen udsende nærmere information samt vejledninger og manualer til de eventuelt berørte opgaver.
Økonomistyrelsen kan ikke være mere specifik på nuværende tidspunkt og kan ikke uddybe ovenstående nærmere. Vi beder derfor om, at I ikke retter spørgsmål til os vedr. ovenstående, men at I i stedet følger med i kommunikationen via de normale kanaler specielt omkring kørselstidspunkterne.
Særligt for ØSC-kunder:
Iværksættelse af evt. nødprocedurer håndteres for ØSC-kunder af Statens Administration. Såfremt at ændrede procedurer mellem ØSC og kunderne bliver iværksat, vil informationen ske direkte fra Statens Administration til kunderne.