Digitale danskere kan spare milliarder

19-08-2011 Offentlig udvikling

Parterne bag den nye digitaliseringsstrategi har sat sig det ambitiøse mål, at digitale selvbetjeningsløsninger i 2015 skal være det naturlige førstevalg, når danskerne bestiller pas, vælger vuggestueplads eller søger om en byggetilladelse.

Digitaliseringsstrategi

Danskerne er allerede i dag en af verdens mest it-parate befolkninger, og ti års målrettet arbejde med digitalisering har gjort, at den danske offentlige sektor er i den internationale digitale elite. Den fordel skal vi bruge. Regeringen, regionerne og kommunerne sætter derfor med den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, ”Den digitale vej til fremtidens velfærd”, en ambitiøs dagsorden for, hvordan vi får fuldt udbytte af Danmarks digitale førerposition.

Slut med papirblanketter og porto

Vi er enige om at udfase papirblanketter og formularer, så borgerne i stedet bruger internettet til alle ansøgninger og anmeldelser til det offentlige, fx når de skal flytte, skrive barn op til vuggestue eller bestille nyt pas. Desuden får alle borgere og virksomheder automatisk en gratis digital postkasse, hvor det offentlige vil sende al post til. Fra 2015 er det altså slut med papirblanketter og brevpost i mødet mellem borgere, virksomheder og den offentlige sektor.

De borgere, der ikke er fortrolige med internettet, kan få hjælp på kommunens borgerservicecentre eller over telefonen, og borgere med svage it-kompetencer kan vælge at give en digital fuldmagt til deres pårørende, ligesom man kender det fra papirfuldmagten i dag, så familien nemt kan hjælpe – også på tværs af geografiske afstande.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger:

- Det skal være slut med at bruge milliarder på porto og manuel sagsbehandling. Vi har i disse år massivt fokus på, hvordan vi indretter os klogest i den offentlige sektor, og her er digitalisering et vigtigt instrument. Digital selvbetjening betyder, at forældrene i ro og mag kan skrive børnene op til daginstitution, når de er lagt i seng, eller melde flytning til kommunen fra deres bærbare i stedet for at stå med blanketter og frimærker. Digitalisering gør hverdagen lettere for danskerne og frigør et milliardbeløb. Det er sund fornuft, og jeg ser derfor frem til at rulle strategien ud.


 Digitaliseringsstrategi