Borgernær service i centrum

07-08-2008 Offentlig udvikling

Økonomistyrelsen skriver i dag kontrakt med e-Boks om udviklingen af den digitale Dokumentboks/NemSMS-løsning, som lanceres i foråret 2010.

Ved at benytte løsningen vil myndighederne få mulighed for eksempelvis at sende sms-beskeder til patienter, og borgerne vil få mulighed for direkte kontakt med kommunen, eller modtage eksamensresultater og tilbuddet om institutionsplads ét samlet sted.

Løsningen skal udbredes til alle hjørner af den offentlige sektor og kan spare det offentlige op til 250 mio. kr. alene på porto. Hertil kommer, at sms-løsningen kan bidrage til at nedbringe antallet af udeblivelser og give bedre service på fx sundhedsområdet.

"Sundhedsvæsenet har kontakt med et stort antal borgere hver eneste dag. Med sms-påmindelser og mulighed for digitale indkaldelsesbreve giver vi borgere og personalet gode redskaber, der kan bidrage til, at mødet mellem borger og sygehuset bliver så nemt og tilfredsstillende som muligt," siger Lisbeth Nielsen, Kontorchef It & Kvalitet, Danske Regioner.

Klar til drift i 2010

"Dokumentboks og NemSMS er et stort skridt på vejen til at nå fuld og reel digital kommunikation - både til glæde for borgerne, virksomhederne og det offentlige. Borgerne og virksomhederne vil i fremtiden i langt højere grad møde en moderne og effektiv offentlig sektor - hele døgnet rundt," udtaler Jakob Harder fra KL. Kontrakten med e-Boks løber over 4 år, og myndighederne er ivrige efter at kommunikere med danskerne via den nye løsning.

e-Boks er et selvstændigt aktieselskab ejet ligeligt af PBS og Post Danmark og har siden 2001 leveret digital postforsendelse for et stigende antal offentlige og private virksomheder. "Vi er utrolig glade for aftalen med Økonomistyrelsen. Men vi er også stolte af at udbygge vores position som en af de drivende kræfter i digitaliseringen af Danmark. Den digitale Dokumentboks/NemSMS-løsning får stor indflydelse på den offentlige service fremover. Arbejdsgangene bliver lettere for myndighederne - og borgerne får alt kommunikation med det offentlige samlet på ét sted. Sidst men ikke mindst er der en fornuftig miljøgevinst i digitaliseringen, som vi alle kan glæde os over," siger administrerende direktør i e-Boks Henrik Andersen.

Mere information

Regeringen, KL og Danske Regioner står i fællesskab bag løsningen, som er frivillig og lanceres på de to offentlige portaler Borger.dk og Virk.dk. Via de offentlige portaler får borgere og virksomheder én samlet indgang til den digitale kommunikation med det offentlige.

I dag udsender Økonomistyrelsen første udgave af et månedligt nyhedsbrev for myndighederne og deres leverandører med relevant information om løsningen. Tilmeld dig nyhedsbrevet på modernisering.dk eller bokssms@oes.dk. På www.modernisering.dk og www.oes.dk vil man løbende kunne få information om projektet, og yderligere henvendelse kan ske til:

Danske Regioner

Kontaktperson: Kontorchef it & kvalitet, Lisbeth Nielsen, E: lin@regioner.dk, T: +45 3529 8191

KL

Kontaktperson: Centerchef, Jakob Harder, E: jah@kl.dk, T: +45 3370 3229 eller +45 3173 1819

Økonomistyrelsen

Kontaktperson: Kommunikationschef Geske Fischer-Hansen, E: gfh@oes.dk, T: +45 4090 6073.

e-Boks

Kontaktperson: Marketing- & kommunikationschef Pernille Brandis Rosengaard,
E: pbr@e-boks.dk, T: +45 2510 4355

Se i øvrigt vedlagte faktaark, hvor der bl.a. er eksempler på myndigheder, som allerede har erfaringer med digital kommunikation (inkl. kontaktoplysninger).

Information om Dokumentboks og NemSMS (pdf)