Intern mobilitet

En del medarbejdere i Moderniseringsstyrelsen har benyttet sig af muligheden for at prøve forskellige faglige sider af sig selv af gennem intern rokering.

Medarbejdere

Intern mobilitet er endnu en måde, hvorpå vi i Moderniseringsstyrelsen sætter fokus på karrieremulighederne og kompentenceudvikling i styrelsen. Det er også et af vores værktøjer til at sikre, at vores medarbejdere trives, mens de er her - og at vi måske får glæde af dem lidt længere.

Gennem intern rokering har Moderniseringsstyrelsens medarbejdere mulighed for at prøve kræfter med andre forretningsområder end dem, de oprindeligt søgte ansættelse i.

I vores personalepolitik står der følgende om intern mobilitet: 

Moderniseringsstyrelsen ønsker at fastholde dygtige og engagerede medarbejdere, og vi vil derfor altid være imødekommende overfor ønsker om intern rokering og rekruttering.

Som medarbejder betyder det, at du får muligheden for at opsøge de opgaver og udfordringer, som du synes er spændende, og hvor du på den ene side har noget at byde ind med og på den anden side kan hente ny viden og nye måder at sætte dine kompetencer i spil på.

Intern rokering kan ske enten inden for medarbejderens eget forretningsområde eller på tværs af organisationen og til et helt andet forretningsområde. En MUS-samtale kan være et oplagt afsæt for en dialog om intern rokering.

Effektiv brug af ressourcer i opgaveløsningen  

Vi i Moderniseringsstyrelsen ønsker at løse vores mange forskellige opgaver på den bedste og mest effktive måde. Vi har derfor en interesse i at kunne anvende medarbejdernes kompetencer strategisk og på tværs af organisatoriske skel. Derfor handler intern mobilitet også om at flytte ressourcer og kompetencer rundt i organisationen for kortere eller længere perioder.