Seminar: RejsUd for den øvede administrator

Har du erfaring med brug af administratormodulet i RejsUd? Og synes du også, at det kan være komplekst at anvende? Så deltag i dette seminar.

Du får en gennemgang af systemet og lærer, hvordan du kan få en mere smidig anvendelse af systemet ved at anvende mulighederne for opsætning af godkendelseshierarkier, kreditkort og udgiftstyper.

Kurset er opbygget på spørgsmål fra kursusdeltagerne. Har du nogle spørgsmål du vil have besvaret så skal du indsende dit spørgsmål til denne adresse oesrs@oes.dk senest en uge før kursusstart.

 

I seminarets afsluttende spørgetime kan du spørge eksperterne om at uddybe de emner der har været på seminaret eller eventuelle nye spørgsmål der skulle være opstået i løbet af dagen.

Målgruppe

Dette seminar henvender sig til dig, der allerede kender RejsUd-systemets administratormodul, og som gerne vil have ideer, tips og tricks til en mere effektiv brug af det.

Formål

Formålet med seminaret er at give dig kendskab til systemets opsætningsmuligheder og at lære dig, hvordan du kan gøre brug af dem i din egen database. Desuden får du overblik over administratormodulets funktioner og sammenhænge og mulighed for at stille spørgsmål til Moderniseringsstyrelsen og systemleverandørens RejsUd-eksperter.

Program

På seminaret gennemgår vi følgende emner:

Godkendelseshierarkiet

Vi gennemgår, hvordan du kan opsætte nye godkendelseshierarkier og opdatere eksisterende hierarkier. Desuden viser vi koblingen til brugerroller og stedfortræderfunktionen.

Kreditkort

Vi gennemgår opsætningen af kreditkort/Rejsekonto og forklarer koblingen til en mellemregningskonto. Vi viser også, hvordan du giver prioritet til fejltransaktioner, som ikke er lagt korrekt ind på en bruger, samt hvordan du trækker rapporter på transaktionerne i RejsUd.

Udgiftstyperne

Vi gennemgår, hvordan du opsætter en udgiftstype og dens kobling til de forskellige afregningstyper. Vi sætter særlig fokus på den alternative kontering.

Spørgetime

Kom med dine egne spørgsmål til eksperterne. Spørg fx til opsætninger og funktioner i RejsUd og tag gerne udgangspunkt i dine egne erfaringer med administratormodulet.

Oplægsholderne er RejsUd-eksperter fra Moderniseringsstyrelsen og systemleverandøren Basware.

Varighed

½ dag kl. 10.00 - 14.00

Deltagerantal

Maks. 30 personer